Miles i timen til kilometer i timen

USA og Storbritannien er de store brugere af miles i timen, sammen med nogle få mindre lande og territorier. I Storbritannien blev vejskiltene ved med at vise mph, da de fleste andre mål gik over til metersystemet. Derfor svarer motorvejsgrænsen på 70 mph til 112,7 km/t, grænsen på 60 mph på almindelige landeveje til 96,6 km/t, grænsen på 30 mph i bebyggede områder til 48,3 km/t, og de stadig mere udbredte 20 mph-zoner til 32,2 km/t. Amerikanske interstate-motorveje ligger typisk mellem 65 og 80 mph, altså 105 til 129 km/t, og den gamle nationale grænse på 55 mph var 88,5 km/t.

Besøgende fra lande med metersystemet, som kører i USA eller Storbritannien, har brug for omregningen den anden vej end de fleste rejsende, og udlejningsbiler dér har sjældent speedometre i km/t.

Bilmagasiner i USA angiver accelerationstider fra 0 til 60 mph, mens europæiske angiver 0–100 km/t. Det er ikke den samme test: 100 km/t er 62,1 mph, så en tid for 0–100 er lidt længere end tiden for 0–60 for samme bil. Sportshastigheder omregnes på samme måde: et fastball-kast på 100 mph er 160,9 km/t, og et tennisserv på 130 mph er 209 km/t.

Vejrmeldinger i USA angiver vind i mph. En orkan i kategori 1 begynder ved vedvarende vind på 74 mph, hvilket er 119 km/t, og et vindstød på 40 mph er 64 km/t.

Hvis du vil overslå det i hovedet, så læg 60 % til: 50 mph plus 30 er 80 km/t, mod de nøjagtige 80,5. Fibonacci-parrene 5 og 8, 8 og 13, 13 og 21 virker også, fordi forholdet ligger tæt på 1,6. Den almindelige fejl er at dividere i stedet for at gange, hvilket giver et mindre tal; tal i km/t er altid større end tal i mph.

Til den modsatte retning, se km/t til mph. Hastigheder til søs og i luften bruger knob til mph.